Kære Alle
Det er med stor sorg, at vi i går modtog besked om, at vores mangeårige LIF- og Æresmedlem,
Richardt Olsen, døde i lørdags i en alder af 91 år.
Richardt har været medlem i LIF altid, siden den spæde start i 1949, hvor han var med til at starte vores idrætsforening op.
Siden hen har han spillet utallige
fodboldkampe for LIF, deltaget i andre af vore idrætsaktiviteter og ikke mindst bestredet flere bestyrelsesposter.
Richardt har været både næstformand og formand for LIF, og på revisionsposterne har han også vist sit
virke. I de senere år hjalp Richardt også foreningen som klubhusbestyrer.
Uanset på hvilken post og i hvilken sammenhæng, så har Richardt altid vist stort engagement, han mødte altid velforberedt op og var med sin
viden og dejlige humør meget vellidt blandt alle.
Et dejligt menneske er gået bort, himlen er blevet en stjerne rigere. Vi sender i sorgens stund mange tanker til Richardts store familie.
Æret være Richardts minde.
Richardt bisættes på lørdag den 14. maj 2022, kl. 13:00, fra Sundby Kapel, Kastrupvej 51, 2300 Kbh. S.
Alle er velkomne.
Marianne Andersen, Formand LIF